Oprettelse af en grundejerforening efter lokalplan
I nogle lokalplaner står der, at der skal oprettes en grundejerforening. Selve tidspunktet for oprettelsen er afhængigt af, hvor mange grunde der er solgt i lokalplanområdet, hvilket varierer fra lokalplan til lokalplan. Oprettelsen af grundejerforeningen skal ske på en stiftende generalforsamling.
I mindre boligområder sender kommunen typisk et brev ud til samtlige grundejere i lokalplanområdet og stiller krav om, at foreningen skal oprettes inden for 3 måneder. Arbejdet med at indkalde til den stiftende generalforsamling og afholdelse af denne står grundejerne selv for.
I større boligområder, hvor der er flere boligtyper, eller hvor der er så mange grundejere, at der skal lejes større lokaler til generalforsamlingen, indkalder kommunen (evt. sammen med en privat udstykker), til den stiftende generalforsamling og afholder denne.
Fra det tidspunkt, hvor grundejerne på den stiftende generalforsamling beslutter selve oprettelsen af foreningen, kan grundejerne træffe beslutninger som forening.
