www.silkeborgkommune.dk

Billeder skoleområdet Silkeborg Kommune

Billeder skoleområdet Silkeborg Kommune

 

Hoved menu

Hoved indhold

Sidste Skoledag for 9.–10. klasserne  

En festdag for de unge afgangselever i samarbejde med SSP.

Vi vil gerne fra SSP´s side medvirke til, at det bliver en god dag. Det er derfor vigtigt, at vi får et samarbejde med forældrene, skolen og de unge om at nå dette mål.

I Silkeborg har vi lavet en tredeling af Sidste Skoledag:

1) Dagen starter med, at de unge er på skolerne frem til kl. 14. Denne del af dagen bliver aftalt mellem elever og skoleledelsen og bliver styret af den enkelte skole.

2) Eftermiddagen kan foregå i Friluftsteateret i Indelukket, hvor SSP arrangerer en friluftskoncert med livebands og DJ frem til kl. 17.30. Indgang til festpladsen kan kun ske i tidsrummet kl. 14.00–15.00. Politiet er med og sørger for ro og orden i området udenfor Indelukket mens SSP- og klubmedarbejdere tager sig af de unge på festpladsen. De unge skal have et gyldigt adgangsbånd om håndleddet for at komme ind. Der arrangeres buskørsel ind fra skolerne i yderområderne.

3) Aftenen tilbringes ved en række spisninger klassevis eller årgangsvis. Derudover er der fest i forsamlingshuse og private hjem med forældrehjælp.

Vi er meget glade for denne deling af både opgaver og ansvar i løbet af dagen, som kun kan lykkes ved et godt samarbejde mellem forældrene og SSP.

Alkohol
Der er mange traditioner og myter, som bliver givet videre til de unge. En af disse handler om alkohol og enorme branderter på Sidste Skoledag. Vi oplever hvert år unge, som ikke når ret langt hen på eftermiddagen, før det går galt. Øl og spiritus til de unge mennesker fra morgenstunden er ingen god idé. Vi vil gerne opfordre forældre til at sætte rammer for deres barns alkoholindtagelse på Sidste Skoledag.

De nye regler for køb af spiritus og tobak med en aldersgrænse på 16 år gælder naturligvis også på sidste skoledag. Vi kan og vil ikke fra SSP´s side se gennem fingre med ulovligt salg til mindreårige. Derfor vil det være hensigtsmæssigt, at forældre drøfter og aftaler praktiske forhold omkring alkohol på Sidste Skoledag. 
 
Skulle der være spørgsmål, I ønsker at drøfte med SSP, kan I kontakte 
SSP-konsulenten eller Politiets Forebyggelsesgruppe.
 
 
Siden er sidst redigeret af: Stine Borup Christensen, Skoleafdelingen - 16. marts 2011 13:07