"Hold øje med sidevejene. Du ved aldrig, hvad der kommer"
Mange cyklister opfatter ikke selv sidevejene som farlige. Alligevel er det her 40% af alle cykelulykker sker.
Kampagnen "Hold øje med sidevejene. Du ved aldrig, hvad der kommer" skal i perioden fra den 18.-30. maj huske cyklisterne på, at de skal være opmærksomme ved sidevejene.
TV-spot og sadelhætter
I forbindelse med kampagnen skal et humoristisk TV-spot huske cyklisterne på, at de skal holde øje med sidevejene. Desuden vil en lang række kommuner sætte sadelhætter på borgernes cykler. På sadelhætterne er der trykt det trafiksikre budskab om at se sig for og være opmærksom
Se hvad der sker på film
Læs mere på Sikkertrafik
Kampagnens formål
Formålet er at forhindre cykelulykker ved at gøre cyklisterne opmærksomme på farerne ved kryds, hvor der ikke er lysregulering. Cyklisterne skal lære at være mere opmærksomme, steder de ikke regner for farlige.
Baggrund for kampagnen
Omkring 40% af alle cyklistulykker sker i kryds uden lysregulering. Krydsene findes typisk ved sideveje eller f.eks. små stikveje ud fra indkøbscentre eller tankstationer. En ny undersøgelse viser, at cyklisterne ikke holder godt nok øje, når de kører ud fra en sidevej. De opfatter simpelthen ikke sidevejene som farlige.
Kampagnens målgruppe
Målgruppen er voksne cyklister i alderen 18-45 år. Den primære målgruppe er de cyklister, der cykler hver eller næsten hver dag. Den sekundære er de bilister, som oftest er modparten i cykelulykkerne
