Børn bliver gode trafikanter ved at færdes i trafikken, lære gode trafikvaner af deres forældre og øve sig. Nu starter skolen igen, og Silkeborg Kommune opfordrer forældrene til at tage deres børn med ud i trafikken.
Det er vigtigt med trafiktræning. Mange børn bliver kørt i skole og det kan være problematisk, da det ikke giver dem de nødvendige færdigheder i trafikken. Rådet til forældrene er enkelt: Lad bilen stå og gå i stedet turen til skole med dit barn.
Børn mangler erfaring Forældrene skal hjælpe børnene med at blive fortrolige med skolevejen. Et barn på 6 eller 7 år har svært ved at bedømme afstande og hastighed. De er spontane og kan ikke forudse farlige situationer, og de tænker konkret og kan ikke overføre erfaring fra en situation til en anden. Derfor er det vigtigt, at forældrene tager børnene med ud i trafikken og viser dem de farlige steder, hvor man skal være ekstra opmærksom.
Børn gør hvad du gør Børn kopierer forældrenes opførsel – også i trafikken. Når forældrene har gode vaner i trafikken er de med til at forme børnenes adfærd i og holdning til trafik. Jo mere træning børnene får i trafikken, jo bedre trafikanter bliver de – også som unge og voksne. Det er derfor på alle måder en god investering at træne trafik med sine børn. Det kan samtidig være med til at mindske forældrenes utryghed ved at sende børnene alene ud i trafikken senere hen.
Politiet deltager i skolestartkampagnen. De laver hastigheds- og selekontrol, og ved at fortælle de nye børn og deres forældre, at det er vigtigt at komme ud i trafikken og træne.
Yderligere information: Yvonne H. Sørensen, Silkeborg Kommune, 89 70 15 27.
Gode råd: • Træn skolevejen – både før og efter skolestart • Vælg den sikreste vej – ikke den korteste • Husk cykelhjelm – både til store og små • Spænd både børn og voksne fast i bilen • Vær en god rollemodel for dine børn
Fakta Silkeborg Kommune opsætter store vejkantplakater ved alle skolerne i Kommunen. Plakaterne vil stå ved skolerne de første 3 uger af det nye skoleår.
Mange af de nye skoleelever har fået eller får en T-shirt med Silkeborg Kommunes slogan ”Du holder af mig ikk´? Så lær mig om trafik” …