I disse dage sender Silkeborg Kommune brev ud til 24 lærere og børnehaveklasseledere samt 19 pædagoger og pædagogmedhjælpere i SFO’erne. De får besked om, at de skal flyttes til nye stillinger eller bliver indstillet til afskedigelse.
Som følge af de besparelser, der skal ske for skoleområdet i Silkeborg Kommune allerede for skoleåret 2010/2011 i forbindelse med overholdelse af budget 2010, har 24 lærere og børnehaveklasseledere samt 19 pædagoger og pædagogmedhjælpere i disse dage modtaget brev om, at de er indstillet til at skulle flyttes til nye stillinger på andre skoler eller til afskedigelse.
Med brevet følger en oversigt over ledige stillinger i kommunen, som de kan søge. For lærerne og børnehaveklasselederne drejer det sig om 9 faste stillinger og 15 vikariater af forskellig varighed. For pædagogerne er der i alt 3 stillinger og vikariater.
For pædagogmedhjælperne er der desværre ingen ledige stillinger på skolerne. Men Skoleafdelingen samarbejder med Børne- og Familieafdelingen, om der findes ledige stillinger i daginstitutionerne. Ellers vil de blive indstillet til afskedigelse.
”Denne omrokering laver vi hvert år som en del af vores planlægning. I år er der desværre kun meget få faste stillinger til de medarbejdere, som er indstillet til omplacering. Det betyder, at der ikke er fast job til alle”, forklarer Skolechef Huno Jensen. ”Der skal naturligvis også være match mellem kravene til stillingerne og medarbejdernes kvalifikationer. Men vi håber, at vi kan få det til at gå op for flest muligt”.
Den 4. maj får de berørte medarbejdere besked på, om de har fået en af de faste ledige stillinger, eller om de indstilles til afskedigelse.
De medarbejdere, som ikke kan flyttes til en anden fast stilling, vil blive varslet til afskedigelse. Det samme vil ske for de medarbejdere, som kun kan ansættes midlertidigt i et af de ledige vikariater. Silkeborg Kommune etablerer en jobbank som et tilbud til de afskedigede medarbejdere.