En tredjedel af de opsagte medarbejdere tilbydes nyt job
656 medarbejdere ved Silkeborg Kommune indstilles til afskedigelse. 228 af dem tilbydes en ny stilling på ændrede vilkår.
Silkeborg Byråd skal 31. maj 2010 behandle en indstilling fra Økonomiudvalget for at nedbringe kommunens udgifter med 250 mio. kroner på 2011-budgettet. Byrådsmedlemmer har netop fået tilsendt en endelig opgørelse over det antal stillinger, der skal skæres væk for at sparemålene kan nås.
Vedtager byrådet indstillingen, vil 656 kommunalt ansatte modtage et brev om, at de er indstillet til afskedigelse. Det svarer til 402 fuldtidsstillinger i kommunen.
For 228 af disse medarbejdere vil brevet dog også indeholde et tilbud om, at medarbejderen ansættes i en ny stilling på ændrede vilkår – for eksempel på en anden arbejdsplads eller ændret timetal.
De påtænkte afskedigelser meddelelses til de berørte medarbejdere 1.-3. juni 2010. Alle medarbejdere opsiges til fratrædelse 31/12 2010.
Antallet af berørte medarbejdere er i øvrigt et øjebliksbillede, der godt kan dale yderligere undervejs i processen – afhængig af fx naturlig afgang osv. I regnestykket indgår heller ikke det antal medarbejdere, der skal flytte med plejeopgaverne, når plejecentrene Marienlund, Frydenslund og Kejlstruplund lukkes. Dvs. at det endelige antal reelle afskedigelser vil blive lavere end de 428 medarbejdere, der i øjeblikket indstilles til afskedigelse.
Se dagsorden til byrådsmøde 31. maj 2010.
Yderligere information: Borgmester Hanne Bæk Olsen, tlf. 8970 1301 Personalechef Frank Høy, tlf. 8970 1240
Et konkret eksempel: Der optræder mange forskellige tal i opgørelsen af de personalemæssige konsekvenser ved besparelserne. Man skal være opmærksom på, at antallet kan svinge meget – afhængigt af, hvorvidt man taler om fuldtidsstillinger, stillinger eller medarbejdere.
I den centrale administration fordeler tallene sig på denne måde:
58 fuldtidsstillinger Økonomiudvalget indstiller, at 58 fuldtidsstillinger nedlægges i den centrale, kommunale administration.
65 stillinger De 58 fuldtidsstillinger svarer til, at 65 stillinger nedlægges, da der også er tale om deltidsstillinger
33 medarbejdere En del stillinger i administrationen er ikke besat i øjeblikket, mens nogle medarbejdere har meddelt, at de ønsker at fratræde af naturlige årsager som jobskifte, efterløn, pension eller andet. Det drejer sig om 35 stillinger. Det betyder, at det reelle antal medarbejdere, der modtager brev om, at de indstilles til afskedigelse, er 33.