Den 59-årige Hans Gammelgaard fratræder efter 26 år i kommunal tjeneste sin stilling. De sidste godt tre år har han været chef for Fællesstaben i Silkeborg kommune.
Hans Gammelgaard forlader pr. 1. april 2010 stillingen som chef for Fællesstaben. Det er en stilling, som han har beklædt siden sammenlægningen af Gjern, Kjellerup, Silkeborg og Them kommuner i 2006/2007. Inden da var han i 17 år kommunaldirektør i den tidligere Kjellerup Kommune. Før det var Hans Gammelgaard sekretariatschef i Fredericia kommune, og han har været advokat siden 1977.
Hans Gammelgaards fratræden sker efter eget valg i forbindelse med gennemførslen af en ny administrativ hovedstruktur for Silkeborg Kommune gældende fra 1. april 2010. Det har været forsøgt at finde en anden passende stilling, men det er ikke lykkedes, hvorfor Hans Gammelgaard nu vælger at indgå en fratrædelsesaftale med Silkeborg Kommune.
”Jeg synes, at det har været nogle utroligt spændende år i Silkeborg Kommune. Det har været meget interessant at følge udviklingen, især at få lov til at være med til forberedelserne til kommunesammenlægningen – og så selvfølgelig også at være med i forreste linje, da selve sammenlægningen fandt sted. Det har også både personligt og fagligt været spændende og udfordrende at arbejde i nogle meget større faglige miljøer, end jeg var vant til fra tidligere job”, siger Hans Gammelgaard.
Fællesstaben nedlægges pr. 1. april 2010, og dens fem sektioner: Byrådssekretariatet, Direktionssekretariatet, Kommunikation, Strategi og Udvikling samt Sundhedsfremme og Forebyggelse bliver lagt sammen med andre stabe og afdelinger i Silkeborg Kommune som et led i ændringerne af den administrative hovedstruktur.