Økonomiudvalget i Silkeborg Kommune har godkendt et forslag til en ny administrativ hovedstruktur. Den træder i kraft 1. april 2010 og betyder, at kommunen fremover består af tre stabe og syv driftsafdelinger. Hensigten er at styrke arbejdsgangene og reducere driftsudgifterne på administrationsområdet.
Den overordnede organisationsstruktur i Silkeborg Kommune ændres fra fire stabe og otte driftsafdelinger til kun tre stabe og syv driftsafdelinger. Det betyder, at den fremtidige overordnede struktur i Silkeborg Kommune ser sådan ud:
• Borgerserviceafdelingen og Social- og Arbejdsmarkedsafdelingen bliver lagt sammen til en Beskæftigelses- og Borgerserviceafdeling. • Fællesstaben bliver nedlagt, og de underliggende sektioner og opgaverne bliver fremover håndteret på følgende måde: o Strategi- og Udviklingssektionen, inklusiv Indkøbsenheden, indgår i Økonomi- og IT-staben. o Direktionssekretariatet bliver ligeledes en del af Økonomi- og IT-staben. o Kommunikationssektionen bliver til gengæld en del af Organisations- og Personalestaben o Byrådssekretariat, inklusiv Juridisk Enhed – men eksklusiv Forsikring og Risikostyring, bliver også en del af Organisations- og Personalestaben. o Forsikring og Risikostyring bliver fremover en del af Staben for Ejendomme og Intern service. o Endeligt bliver Sundhedsfremme- og Forebyggelsesenheden en fremtidig del af Sundheds- og Omsorgsafdelingen.
Hovedsigtet med ændringerne er at fastholde og styrke Silkeborg Kommunes position som dynamisk vækstkommune ved at finde et nyt økonomisk niveau for driften af kommunen baseret på store effektive, fagligt bæredygtige administrationsmiljøer. Det er forventningen, at det giver både bedre muligheder for stordriftsfordele og adgang til at forstærke synergieffekter. Udover ønsket om at reducere i antallet af afdelinger og stabe, så har fokus også været at reducere i antallet af chefer og ledere. Det betyder, at chefstillingerne for Borgerservice og Fællesstaben bliver nedlagt. Det bevirker, at Jørgen Svanen Sørensen, chef for Borgerservice, overgår til en stilling som ny chef for Jobcenter Silkeborg, mens Hans Gammelgaard, chef for Fællesstaben, forlader Silkeborg Kommune.
Strukturændringerne har været i høring internt i Silkeborg Kommune. De indkomne høringssvar har overvejende udtrykt stor opbakning og tilslutning den nye struktur.
Ændringerne anslås at give et besparelsespotentiale på 5,2 mio. kr. i de samlede driftsudgifterne på administrationsområdet. Ændringerne er samtidig et led i bestræbelserne på at styrke kommunens trængte økonomi.
Yderligere oplysninger: Jann Hansen, ordførende direktør i Silkeborg Kommune – tlf. 21 48 55 43.