www.silkeborgkommune.dk

Billeder Kommunen Silkeborg Kommune

Billeder Kommunen Silkeborg Kommune

 

Hoved menu

Hoved indhold

Pressemeddelelse 1. marts 2010.
 

Silkeborg Kommune skal spare 250 mio. kr.  

Silkeborg Byråd vil nedsætte kommunens serviceniveau med 250 mio. kr. for at styrke den trængte økonomi. Beløbet skal bl.a. findes med inspiration i et såkaldt ”mulighedskatalog”, der nu sendes ud i høring i tre uger blandt borgere, brugere og medarbejdere.

Silkeborg Byråd vil skabe et nyt fundament for en økonomisk bæredygtig ”Fremtidens Silkeborg Kommune” ved at nedsætte kommunens serviceniveau med 250 mio. kr.

Byrådet har endnu ikke besluttet på hvilke områder, servicereduktionerne vil ske. Først skal der gennemføres en tre uger lang høring af et såkaldt mulighedskatalog, der er et administrativt oplæg til en lang række mulige reduktioner i serviceniveauet. I alt er der beskrevet servicereduktioner for 336 mio. kr., hvilket svarer til 10 procent af kommunens samlede budget. Byrådets målsætning er, at der skal findes reduktioner for 250 mio. kr. på driften svarende til 7,3 % af det samlede budget.

Høring fra 1. til 21. marts
Mulighedskataloget er først og fremmest til inspiration. Ved at sende kataloget ud i høring er det byrådets håb, at såvel borgere og brugere som medarbejde både vil debattere og kommentere mulighederne og hvilke forslag, der bør gennemføres – og i særdeleshed komme med andre ideer og forslag til ændringer og forbedringer.

Alle kan både følge og deltage i høringen i perioden 1. til 21. marts 2010. Her kan debatteres, afgives og læses høringssvar på otte definerede områder.

Silkeborg Byråd vil først tage stilling til, hvordan de vil gennemføre besparelserne, når de har fået inputtene fra høringen. Fordelingen af reduktionsmålet på 250 mio. kr. på de konkrete udvalgsområder vil ske på Økonomiudvalgets møde 6. april 2010. Herefter skal udvalgene arbejde med de konkrete sparemuligheder på deres udvalgsområder.

Byrådets overordnede politiske mål
Silkeborg Byråd besluttede på målseminaret at skabe grundlag for at have handlemuligheder og selv kunne bestemme. Det vil byrådet sikre ved at styrke den økonomiske bæredygtighed ved at nedsætte serviceniveauet med de nævnte 250 mio. kr. Handlemulighederne vil byrådet på sigt bruge til at få et anlægsbudget på 250 mio. kr. – og til at afdrage ca. 50 mio. kr. på gælden om året. Derudover skal kassebeholdningen over de næste år vokse til 250 mio. kr.

Silkeborg Byråd vil arbejde ud fra følgende overordnede politiske mål for 2011-budgettet:

o Bæredygtig økonomi
o Tage hånd om de mest sårbare
o Være en attraktiv kommune
o Bæredygtig miljø- og klimaindsats
o Fagligt bæredygtige miljøer

Baggrunden for den trængte økonomiske situation
Grunden til kommunens økonomiske trængsler er, at kommunen i en årrække har haft større udgifter end indtægter. Der er blevet budgetteret med underskud, men regnskaberne har vist sig at have endnu større underskud. Underskuddene er dækket ved kassetræk jfr. skemaet.

Mio. kr.:
2007 - Budgetteret underskud: 43 - Regnskabsmæssigt underskud: 75
2008 - Budgetteret underskud: 45 - Regnskabsmæssigt underskud: 108
2009 - Budgetteret underskud: 24 - Regnskabsmæssigt underskud: 238
2010 - Budgetteret underskud: 59


Yderligere oplysninger:
Hanne Bæk Olsen, borgmester – tlf.: 24 47 49 19
Jann Hansen, ordførende direktør – tlf.: 21 48 55 43
 
 
Siden er sidst redigeret af: Tina Torup, Kommunikation - 1. marts 2010 14:58