www.silkeborgkommune.dk

Billeder Kommunen Silkeborg Kommune

Billeder Kommunen Silkeborg Kommune

 

Hoved menu

Hoved indhold

Rygepolitik 

Se PDF version


Silkeborg Kommunes rygepolitik indgår som et led i Sundheds- og Arbejdsmiljøpolitikken, der har som vision, at arbejdsmiljøet skal bidrage til at fremme sundheden hos den enkelte. En røgfri arbejdsplads er et væsentligt element i at nå denne vision.

Rygepolitikken gælder for samtlige arbejdssteder i Silkeborg kommune


Formål

Formålet med rygepolitikken er at sikre, at alle ansatte kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø uden gener og sundhedsfare ved passiv rygning.

Politikken skal desuden medvirke til at fremme ikke-rygerkulturen.


Hvad indebærer rygepolitikken i praksis?

Det er ikke tilladt at ryge i Silkeborg Kommunes bygninger og køretøjer.
Det vil være muligt at ryge i det fri, med mindre det er i modstrid med gældende lovgivning.

Rygning i det fri:

Skal begrænses mest muligt, og skal foregå i et omfang og på tidspunkter, hvor det ikke er til gene for udførelsen af det daglige arbejde. Vurderingen af dette foretages lokalt.

Er kun tilladt, hvor dette kan ske uden påvirkning af det indendørs arbejdsmiljø. Rygning skal foregå hensynsfuldt overfor andre ansatte eller borgere, og må således ikke finde sted foran åbne vinduer, døre, m.v.

Skal finde sted, hvor det vil vække mindst opmærksomhed, og må derfor ikke foregå foran eller ved hovedindgange til eksempelvis ældrecentre, biblioteket, rådhuse, etc. De enkelte arbejdssteder skal etablere udendørs faciliteter til rygerne, f.eks. askebæger, aflukke og/eller halvtag. Størrelsen af faciliteterne skal tilpasses de enkelte arbejdssteders behov.
Silkeborg Kommune vil løbende vurdere og udbyde rygestoptilbud til medarbejderne.

Undtagelser for brugere

På nogle arbejdssteder vil der være situationer, hvor brugerne ryger og den røgfri arbejdsplads for de
ansatte derfor ikke kan garanteres fuldt ud.

Det gælder i følgende tilfælde:

Ved arbejde på ældrecentre, hvor folk bor.

Sociale institutioner, væresteder, m.v., hvor der bor og/eller færdes voksne brugere, der ryger.

Hvor kommunale service- og tjenesteydelser udføres i private hjem hos rygere.
På disse steder, skal der udarbejdes lokale rygepolitikker, der sikrer, at generne ved passiv rygning begrænses mest muligt.
Det kan f.eks. ske ved at indskrænke brugernes rygning til bestemte tidspunkter og/eller områder, etablering af rygerum eller forbud mod rygning, når de ansatte er til stede.
   
 
Siden er sidst redigeret af: Henrik Jessen, Organisation og Personale - 25. september 2009 11:19