Hoved indhold
Nr. 27 - Særlig Tilrettelagt Undervisning på Dybkær Specialskole
Sagens formål
Sagsbeskrivelse
Børne- og Ungeudvalget har på møde den 2. marts 2010 givet Dybkær Specialskole mulighed for at arbejde videre med at blive godkendt som leverandør af STU.
Socialudvalget varetager kommunens myndigheds- og finansieringsansvar på området. Budget og visitationskompetencen administreres via Handicap- og Psykiatriafdelingen. Visitationen sker efter indstilling fra Ungdomsuddannelsesvejlederne.
Silkeborg kommune er via bloktilskuddet kompenseret for den nye lovgivning med et beløb på 200.000 kr. (2009-priser) pr. indbygger beregnet ud fra en målsætning på 2,3 % pr. årgang er berettiget til et STU-forløb.
Budget i 2009 var på 2.8 mio. kr. heraf udgjorde bloktilskuddet godt 1 mio. kr. og resten vedrørte omkontering af en del af årskursusbudgettet på Lysbro Uddannelsescenter (LUC). Det samlede forbrug til STU var i 2009 på 5.7 mio. kr. Det er vurderingen, at ændret praksis vedrørende 11. skoleår i 2007 har medført et øget pres på STU tilbuddet.
Silkeborg Kommune har hidtil udbudt STU hovedsageligt via LUC. Herudover er der indgået aftale med Region Midtjylland vedr. Oustruplund, Aktivitetsgården i Sorring samt med Silkeborg Produktionsskole.
Silkeborg Kommune har pt. 21 elever i STU, heraf 13 på LUC, 6 på Aktivitetsgården samt 2 på tilbud i andre kommuner.
LUC er aktuelt normeret til 25 STU-pladser. Der er pt. 13 elever fra andre kommuner. I forbindelse med den besluttede udflytning af boafsnittet vil der være fysisk mulighed for at udvide antallet af STU-pladser samt rumme bredere målgrupper.
En plads på LUC kostede i 2009 256.960 kr. (2010: 249.295 kr.) pr. år. Enkelte elever har derudover en praktisk medhjælper, hvis der er behov for støtte til spisning, adfærd eller lign.
Aktivitetsgårdens pladser kostede i 2009: ca. 324.000 kr. (2010: 339.000 kr.) om året.
Produktionsskolens pladser kostede i 2009: ca. 158.000 kr. (2010: 198.000 kr.) om året.
Gennemsnitligt kostede en STU plads i kommunerne i Region Midtjylland i 2009 216.598 kr. (opgjort pr. 1. september 2009).
Ved godkendelsen af STU-leverandører lægger Handicap- og Psykiatriafdelingen bl.a. vægt på, at der er mulighed for at indgå i et ungdomsmiljø, der er væsentligt forskelligt fra børnemiljøerne. Dette forhold er Dybkjær skolen bekendt med. Skolen har oplyst, at man påtænker at leje lokaler andet steds til STU aktiviteten. Skolen har endvidere oplyst, at den estimerede pris per plads forventes at ligge mellem 300.000 og 400.000 kr. afhængig af elevtyperne.
Som udgangspunkt har Dybkærskolen og LUC nogenlunde samme faglige afsæt i forhold til varetagelse af STU. Der bør derfor foretages en nærmere vurdering af såvel efterspørgsel / behov som de to uddannelsessteders muligheder for at imødekomme behovene på en måde så tilbuddene hensigtsmæssigt supplerer hinanden inden Dybkærskolen eventuelt vælges som leverandør. Ligeledes skal de samlede økonomiske konsekvenser for kommunen nærmere belyses.
Indstilling
Handicap- og Psykiatrichefen indstiller
· at administrationen gennemfører en nærmere udredning vedr. leverandørbehov samt økonomi inden Socialudvalget forelægges sagen igen med henblik på beslutning vedr. leverandørvalg.
Beslutning Socialudvalget den 16-03-2010
Indstilling tiltrådt.
